Podcasten ‘Forældre før tid’ og en mening med galskaben

I efteråret 2019 var jeg med i podcasten ’Forældre før tid’, af dygtige Louise Abkjær Kristensen. Louise er selv mor til 3 præmature børn, og før vi optog afsnittet jeg er med i, talte vi i telefon sammen. I løbet af samtalen stod det klart at hendes formål med podcasten, var lig det formål jeg selv har med at dele ud af Hectors historie og vores liv. Da vi var indlagt var der ufattelig mange behandlinger og problematikker vi skulle forholde os til. Alt sammen med en frygt og uvished for fremtiden. I den forbindelse opstod der et behov for at høre andre historier der lignede vores. Høre andres opvejninger ift. Svære beslutninger ifm. Behandlinger, høre solskinshistorier der kunne forsikre en om at det rent faktisk godt kunne lade sig gøre at få et barn med hjem. Og endda et barn der havde en rigtig god chance for at få et godt liv. Jeg var derfor hurtigt sikker på at jeg meget gerne ville deltage i podcasten, og dermed dele vores historie på et andet medie end hidtil, nemlig via. en podcast.

Podcastserien er nu blevet færdigproduceret, og kan høres her:

Apple Podcast: https://podcasts.apple.com/dk/podcast/afsnit-2-idas-fort%C3%A6lling/id1497309700?i=1000464225962&l=da

Spotify: https://open.spotify.com/episode/07aYP74xeO8KOYJuwN6iRo?si=6f2j9H3ITp61vY7wwJy9tQ

Louise besøgte os for at optage afsnittet til podcasten, og vi endte med at tale sammen i flere timer. Hector blev passet af mormor, så vi havde ro til optage. Det gav også ro og tid til at vende forskellige idéer. Vi har begge idéer der både vil kunne gøre en forskel for nybagte forældre der er ved at finde hoved og hale i neonatal verdenen, men også for forældre der allerede har været møllen igennem.

Efter de råd jeg har skrevet til forældre, pårørende og personale på neonatal blev udgivet, fik jeg en masse feedback. Især fra forældre der tilkendegav at de ville have ønsket at de havde læst de råd, da de selv var indlagt. Louise opfordrede mig til at forsøge at få disse råd ud på Neonatal afdelingerne landet over. Jeg havde selv tænkt tanken, men var ikke kommet videre. Det kan nogle gange være svært at søsætte nye initiativer når man har søvnmangel og er opslugt af det søde babyliv. Men nu har jeg fået blod på tanden!

En mening med galskaben

I samme ombæring er jeg blevet inviteret ind på neonatal afdelingen på Rigshospitalet for at holde to oplæg til lægerne og sygeplejerskernes konferencer, for at give feedback og synspunkter fra forældre siden. En invitation jeg er meget beæret over, og som jeg er utrolig glad for at have fået muligheden for.

Gennem hele forløbet, den tidlige fødsel, indlæggelsen og noget af tiden efter, har jeg haft en gennemgående følelse af meningsløshed. Hvorfor skulle Hector igennem alt det? Hvorfor skulle vi gennemgå så mange traumatiske oplevelser? Og selvom det nok aldrig vil komme til at give mening, så føler jeg at der er en lille bitte form for mening i galskaben, hvis jeg kan bruge oplevelserne til at gøre en forskel for andre. Det håber jeg at kunne gøre ved at dele vores historie, ved at være i dialog med andre der har været det samme igennem, ved at dele mine erfaringer, feedback og gode råd.

Det startede med bloggen her, nu deltagelse i podcast og snart oplæg på to konferencer på GN (Neonatal på Riget).

Grænseoverskridende, men meningsfyldt!

I forbindelse med optagelsen af podcasten, er der gået mange tanker igennem hovedet på mig. Især efter jeg har lyttet til mit eget afsnit, og til de andre seje mødres afsnit. Jeg får først og fremmest den tanke, som jeg ofte før har tænkt, at ”Vildt at det er mig der har gennemgået alt det”.

Podcastafsnittet giver et godt indblik i vores historie, men noget jeg efterfølgende har tænkt på, er at det er vanvittigt at tænke på at én times komprimeret snak, kun indeholder en brøkdel af alle de forfærdelige ting vi gik igennem. Alle de ting Hector skulle gennemgå. Ting som vil være for voldsomme at skrive om, og bestemt for voldsomme at vise billeder af her. Jeg havde skrevet et afsnit om alle de ting jeg ikke fik nævnt, om alt det jeg endnu ikke har nået at fortælle på en platform. Men da jeg gennemlæste det jeg havde skrevet, stod det klart for mig at det var for voldsomt. For voldsomt at læse og for svært helt at kunne forstå følelserne omkring alligevel.

Så måske jeg bare skal indse at jeg aldrig helt kunne kommer til at kunne forklare mig? Mig der ellers altid har kunnet forklare mig. Eller i hvert fald har forsøgt på det 😊

Psykolog eller ej?

Et emne vi talte om i podcasten, var psykologhjælp. Et område som jeg personligt synes er alt for tabuiseret. Jeg synes det er sejt når folk tager deres følelser og tanker alvorligt, og ikke bare lader livet gå sin gang og lade de svære ting styre hvordan har det efterfølgende. Jeg føler mig helt oprigtigt som det heldigste menneske der findes, fordi Hector overlevede. Skal jeg så gå og være ked af det og være tynget af alle de svære ting? Det kunne man godt komme til at gøre, fordi det ofte er det nemmeste. Men er det, det bedste for mig, for os? Og for Hector? Han har fortjent en glad mor. En mor der yder omsorg, både for ham, men også for sig selv. Også selvom det er hårdere at tage sig af det der gør ondt, end at forsøge at fortrænge og glemme.

Hvis du læser dette, og er i tvivl om du skal opsøge en psykolog, så opfordrer jeg dig til at mærke efter. Er dette max. Potentialet for dit følelsesliv og dit mindset, eller kan du arbejde med din indstilling til hvad du har været igennem? Med følelserne der hører med? Er dette sådan du gerne vil have det altid, eller kan du mon få det endnu bedre? Det er ikke sikkert det er fordi du har fået en præmatur baby, men det kan også bruges i andre sammenhænge.

At passe på sig selv mener jeg er et powermove, ikke et svaghedstegn. Så mærk lige efter, ik’? 😊

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen