Den værste dag i mit liv er nu 1 år siden

For 1 år siden var Hector 3 uger gammel, og da blev han ramt af den aggressive tarmsygdom NEC.

Disse dage har været fyldt med minder, og der er dukket oplevelser op i hukommelsen som jeg havde glemt og andre som jeg ikke har tænkt på længe. Hector fyldte 1 år for et par uger siden, og minderne i den forbindelse, dukkede op i hobetal. Det har været nogle dejlige uger, hvor Hector har fået endnu flere kys og kram (Hvis det overhovedet er muligt). Taknemmelighedsfølelsen har endnu engang fået et boost, og igen er vi blevet mindet om hvor heldige vi var og stadig er. I sidste uge var vi til kontrol på Riget, hos Hectors kontaktlæge, overlæge A. Hende der har fulgt ham igennem alt, og som var en af de bærende krafter på den dag hvor Hector fik NEC. Hende der forestod nøddåben, da hospitalspræsten ikke kunne nå frem i tide. Til kontrollen var hun meget tilfreds med Hector, og hans udvikling. Han ligger nu på medianen i vægt og længde, for en baby på 9 mdr., som hans korrigerede alder svarer til. For forældre der har fulgt med i alle op og nedture i hans vækstskema, er det virkelig stort! Han er i konstant udvikling, og hun var glad for at se at han både er kvik og nysgerrig. Da vi rundede undersøgelsen af, tog A Hector op i favnen. Hun var stille en kort stund mens de kiggede på hinanden, og sagde så ”Det er fantastisk at se hvor langt han er kommet. Jeg tænker tilbage på den dag vi opererede ham for NEC. Jeg må indrømme at jeg ikke turde tro på at han ville klare den. Han var virkelig alvorligt syg”. Ordene kommer ikke bag på nogen af os, men alligevel rammer de en lige i hjertet. De højt specialiserede læger, kirurger og sygeplejersker der var involveret i behandlingen og beslutningstagningen på dagen, har efterfølgende omtalt hans overlevelses chancer på samme måde. Da Hector blev født, fik vi odds på 60/40 for overlevelse, men da han var allermest syg kunne hans overlevelsesprocent tælles på hænderne. Måske kun en enkelt hånd? Hvem ved?  Når jeg tænker tilbage på denne dag, føles minderne tunge og svære. Jeg har accepteret at det altid vil være en dag jeg ser tilbage på, med sorg i hjertet. Hvordan kan det være anderledes, når den dag var den værste i mit liv? Dagen hvor jeg tog afsked med mit lille vidunder, som jeg elskede allerede fra da han bare var en lille sød frø i min mave.

Denne fine tekst havde sygeplejerske A, lavet til Hector efter hans dåb. Den hang ved hans vugge resten af indlæggelsen.

Samtidigt med alle de svære følelser, er der en følelse der giver mig styrke og får mit sind til at lysnes. Jeg er mor til en ufattelig stærk kriger. En lille bitte fyr der trodsede alle odds, og selvom han stod helt ude på vippen og meget nemt kunne have faldet, så kæmpede han sig tilbage til livet. Når ens liv er blevet beriget med en så stærk person, så er der hverken plads eller lyst til at være ked af det og lade de tunge tanker herske. Jeg føler mig som en bedre version af mig selv, når jeg får lov at følge ham gennem livet. Han er ufattelig stærk, hans far er stærk og jeg er stærk. Sammen kan vi alting. Hvis han kan overleve det helvede han har været igennem, så kan vi virkelig alting.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen