De første måneder hjemme

Det var egentlig min mening at fortsætte med at skrive efter vi blev udskrevet, men det viste sig at være sværere end jeg havde forestillet mig. Naturligvis spiller den søvnmangel der oftest følger med at have et spædbarn derhjemme, ind i ligningen, når man forsøger at finde tid og overskud i hverdagen. Men når jeg ser tilbage, tror jeg lige så meget det handlede om at nyde at være i nuet. At bruge tiden på at kysse bløde baby kinder uden sonder og ilt slanger klisteret fast på dem. At kunne tage sin baby op i armene når man havde lyst og når han havde behov for det. At nyde roen omkring en, og kunne puste ud efter utallige timer på en intensiv afdeling.

De første par måneder brugte vi på at komme os oven på alle de svære oplevelser og på indlæggelsen generelt. Og på at vænne os til at være hjemme, og virkelig nyde det. At nyde taknemmeligheden der følger med, når man har været helt ude på afgrundens rand, men alligevel var en af de heldige der fik lov at få sin baby med hjem. De første mange uger hjemme, fik jeg ofte en pludselig følelse af sådan en dyb taknemmelighed når jeg sad med Hector i armene. Den fyldte så meget at jeg på et splitsekund kunne få tårer i øjnene, og næsten måtte knibe mig selv i armen, for at forstå at han virkelig var her. Jeg tror man i alle de kritiske perioder, ubevidst prøver at forberede sig lidt på hvordan livet mon ville være hvis han ikke overlevede. Måske man prøver at afbløde faldet lidt? Selvom ens fornuft ved at det ikke kan lade sig gøre? At man bliver knust lige meget om man har forsøgt at forberede sig eller ej? Denne forberedelse, kan imidlertid også gøre at det kan være svært virkelig at forstå at vi kom hjem alle 3. Måske det også handler om mangel på forberedelse? Vi nåede jo ikke rigtig at forestille os at bo i vores nye hus som en familie, så da vi kom hjem skulle vi omstille os til at være ”alene”, men også til at være tre. I alle de år, har vi bare været os to. Mens vi var indlagt, boede vi på stue med skiftende familier og med personale på stuen hele døgnet rundt, og havde aldrig ro og privatliv, og pludselig havde vi begge dele. Det er en helt fantastisk følelse, som man ikke sætter nok pris på generelt.

Hector skulle skærmes fra smitte hele vinteren, så derfor var vi næsten udelukkende hjemme i de første måneder. Vi kom kun ud når han skulle have vacciner, skulle til kontrol eller fysioterapeut. Alt sammen på hospitalet. Grundet det kolde vejr, måtte vi ikke tage ham med ud i barnevognen, da hans lunger ikke ville have godt af det. Det var derfor nogle lange måneder i det mørke vintervejr. Hector havde ikke kræfter til at spise hele måltider, så han spiste i stedet ofte, hele døgnet rundt. De første par måneder spiste han derfor cirka hver time, somme tider kunne der gå 1½ til 2 timer, og det gav travle nætter og lange dage. Men selvom det var hårdt, så nød jeg hvert sekund jeg kunne sidde med min lille dreng i armene og give ham mad. I løbet af de første par uger smed han sonden, og mens han samlede kræfter, blev hans sutteteknik blev også bedre. Vi giver ham stadig mad oftere end man normalt ville, men vi er ikke normale herhjemme, så det passer fint 😊 Som hans kontaktlæge på Riget siger, så skal vi være glade for at han spiser. Når man har haft sonde så længe som han har og har været så meget igennem, kan man let komme til at lide af spisevægring og generelt have store problemer med indtagelse af føde.

I løbet af de mange uger hjemme, gik det stille og roligt op for mig at det var lige så godt for mig som for Hector, bare at være hjemme. At kunne lægge frygten bag sig, og bearbejde alle de voldsomme oplevelser, lidt efter lidt. Det er en proces, der vil tage lang tid, men det var virkelig tiltrængt at få lov at finde roen igen. Så meget ro man nu får med et spædbarn hjemme 😊

At Hector blev født før hans nervesystem var færdigudviklet, blev ekstra tydelig da vi kom hjem. Han kunne ikke finde ro og tryghed selv, og hver eneste gang han skulle sove, skulle han vugges. Enten i slyngevuggen, eller svøbt i en dyne i armene på en af os, mens vi bouncede på pilatesbolden. Vi brugte uendelig mange timer på den bold, indtil han pludselig viste tegn på at han godt kunne falde i søvn selv. Så nu træner vi ham i bare at kunne blive lagt, uden bevægelse.

Det umodne nervesystem viser sig dog også ved en kropslig uro, som gør at han skal have hjælp til at kunne mærke hvor hans krop er. At han finder ro ved at blive svøbt, få trykmassage og være i bevægelse. Alt sammen noget vi har prøvet af løbende.

Man siger at børn født for tidligt, ofte bliver mere sensitive end børn født til tiden. Det kan være svært at bearbejde sanseindtryk, og man kan f.eks. være sensitiv overfor lys, lyd, berøring og dufte. Det betyder naturligvis at vi må tage en del mere hensyn til ham i hverdagen, og skærme ham så godt som muligt. Samtidigt med at vi forsøger at følge hans udvikling, så vi ikke skærmer ham overfor ting han begynder at kunne tolerere. F.eks. så blev han ked af det hvis man nøs, knitrede med gave- eller avispapir, eller klirrede med tallerkner tæt på ham. I dag bliver han ikke lige så berørt af det, og ænser somme tider ikke hvis man nyser. Men det er stadig tydeligt at han er en sensitiv lille fyr. Vi sørger derfor for, så vidt muligt, at planlægge aktiviteter så der ikke sker for meget, og han som minimum har 2 fridage om ugen, hvor han ikke udsættes for nye indtryk. Dage hvor vi bare er hjemme og det vildeste der sker, er en tur med barnevognen og den daglige motoriktræning på legetæppet. Igen er dette er dage som jeg har behov for, næsten ligeså meget som Hector. At være ude, kræver mere af mig end det gjorde tidligere. Jeg er selv blevet mere sensitiv, kan overskue mindre end før og har dårligere hukommelse. Tidligere kunne jeg sagtens stå op kl.5 og træne før arbejde, nå en håndfuld møder, 100 mails og et utal af telefonsamtaler på en arbejdsdag, og så tage ud på en travl og højlydt restaurant og få drinks og middag efter arbejde. Måske det er søvnmanglen, der spiller mere ind end man skulle tro, men i dag har jeg ikke mere i mig, hvis jeg skal ud og handle og løbe nogle ærinder efter en dag hjemme med Hector. Jeg kan have været hjemmefra i 2-3 timer, og være helt brugt i hovedet på vejen hjem. Det har taget mig noget tid at acceptere, da det føles som et nederlag at man ikke har samme overblik og kan multitaske på højt niveau en hel dag. I stedet er jeg nået frem til at jeg skal huske på at en såret kriger der er vendt hjem fra krig, jo heller ikke heler på et par dage. Det vil tage lang tid. Og måske jeg aldrig bliver helt den samme igen? Og er det egentlig ikke også ok? Hvis det er prisen for at få lov at være mor til verdens sejeste lille fyr, så betaler jeg den gerne.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen