10 råd til pårørende til indlagte på Neonatal

1. Tilpas dig den nye rolle. Som pårørende står man overfor en svær opgave når ens kære er blevet indlagt med deres præmature barn. Ofte er forældrene i chok, og i sorg over at fødslen og graviditeten ikke blev som planlagt. Og derudover oplever mange forældre en omfattende frygt for fremtiden for deres barn. Måske er du som pårørende, også selv i chok og har uafklarede følelser. Mit råd til dig, er at forsøge at tilpasse dig situationen så godt du kan, og også selv acceptere at din forestilling om hvordan din rolle i den første tid af barnets liv, nok ikke kommer til at være som du havde forestillet dig.

Min søster lavede ofte en ekstra portion aftensmad, når hun alligevel kokkererede til sin egen familie, og kørte ind til os med
det. På trods af sit eget travle liv med job, hus og 2 små børn, formåede hun alligevel at være en kæmpe støtte
.

2. Vær en støtte, ikke en byrde. Det kan føles som en byrde for forældrene til et præmaturt barn, også at skulle have fokus på om deres besøgende nu også følger reglerne på afdelingen. De indlagte forældre har brug for støtte, uden at skulle bruge energi på andet end barnet og dagligdagen på neonatal afdelingen. Undersøg derfor selv reglerne for besøgende på afdelingen, og sørg for at overholde disse. Sæt dig især ind i hygiejnereglerne, og følg dem nøje. Overtøj, hånd-smykker og parfume er ikke er velkommen på en neonatal afdeling. Derudover er det yderst vigtigt at man overholder reglen om at de eneste børn der må komme på besøg på afdelingen, er søskende til det indlagte barn.

3. Hold øje med tiden. Alt kører efter et tidsskema på en neonatal afdeling. Der er faste tider hvor barnet skal have mad, for udmalkning og på mange neonatal afdelinger er der også faste tider for afhentning af mad til forældrene. Det er derfor svært at være fleksible med tiderne mens man er indlagt. Forsøg derfor at planlægge dit besøg, så det passer familien bedst muligt. Sørg også for at kende din besøgstid. Medmindre du bliver spurgt om du vil blive hængende, så behøver et besøg som udgangspunkt ikke vare længere end et måltid varer. Man har meget at se til som forældre til et indlagt barn, og lange besøg kan derfor være svære at rumme og få tid til. Forældrene vil oftest gerne undgå at være væk fra stuen i for lang tid, og desuden kan det være drænende at have besøg. Også selvom det er de tætteste familie eller venner man får besøg af.

4. Tag hensyn på neonatal afdelingen. Neonatal er ikke en barselsgang. Sænk stemmen, og medbring ikke store bamser, klynger af balloner og blomster, da disse ikke overholder hygiejnekravene på en neonatal afdeling. Hav respekt for personalet, og for de andre indlagte børn og deres forældre. Husk privatlivets fred og kig ikke ind på de stuer du går forbi. Der kan sidde ammende kvinder, forældre i sorg el. lign. Husk også på at det, udover at være en hospitals stue, også er familiens midlertidige dagligstue, soveværelse og børneværelse.

5. Sæt dig ind i hvad det vil sige, at være født for tidligt. Undersøg selv hvad det vil sige at være præmatur, og hvordan/hvorfor barnet er sensitivt. Dette skal ikke bruges til at komme med skræk eksempler, der kan hyle de nybagte forældre ud af den. Det er blot viden du selv kan bruge til bedre at kunne tilpasse dig situationen, og forstå forældrenes beslutninger, barnets behov og de valg der træffes omkring barnets medicinske behandling.

6. Tag forældrenes bekymringer alvorligt. Forældre til meget syge nyfødte og/eller ekstremt for tidligt fødte har behov for opmuntring, men samtidigt skal de forholde sig til at barnet måske ikke overlever eller får varige alvorlige mén. Derfor kan sætninger som ”Jamen det kommer da til at gå fint”, eller ”Hvorfor bekymrer I jer om det, det er jo slet ikke sikkert det sker”, opfattes som at ens frygt er ubegrundet eller endda fjollet. Det kan være svært at finde ud af hvad man skal sige, så hvis du ikke ved hvad du skal sige, så sig dét. Spørg gerne ind til hvordan forældrene har det, og forsøg at sæt dig ind i de udfordringer de møder.

7. Hold fokus på barnets behov. Husk på at familien ikke er i samme situation som hvis barnet var blevet født til tiden. Gå ikke ud fra at du må holde barnet, nusse eller røre og afvent til forældrene selv indbyder til dette. Præmature børn oplever nusseri som en stressfaktor, især mens de er indlagt og gennemgår diverse behandlinger. Spørg dig selv om det er barnets behov, eller dit eget behov du har i fokus. Tænk på at barnet stadig burde være inde i maven, og derinde ville du ikke have mulighed for at nusse eller holde det. Så mon ikke du kan vente?

8. Vælg ordene med omhu. Tænk over dit ordvalg og dine spørgsmål når det kommer til områder der kan få forældrene til at føle skyld. Især den nybagte mor kan føle at hun bærer skylden for den for tidlige fødsel. Stress eller fysisk belastning kan som udgangspunkt ikke igangsætte eller fremprovokere en for tidlig fødsel. Så medmindre den fysiske eller psykiske belastning under graviditeten, var unormalt stor, så er der ingen grund til at spørge eller indikere at moderen kunne have afværget den tidlige fødsel. Forsøg ikke at tale med de nybagte forældre for at finde frem til en forklaring eller mening ved situationen, medmindre de selv tager initiativ til at tale om det. Støt blot forældrene i deres egen søgen efter at forstå.

9. Hjælp med at holde smittefaren nede. Besøg ikke afdelingen hvis du er sløj eller syg. Hvis du føler dig lidt utilpas, kan det være spirende sygdom. Præmature er ufatteligt modtagelige overfor smitte, og din forkølelse kan i værste fald være fatal for en skrøbelig nyfødt. Når du selv tager smittefaren alvorligt, slipper de nye forældre for at skulle vurdere om du er rask nok til at komme. Hvis du er den mindste smule i tvivl, skal du blive hjemme. Husk også at en neonatal afdeling er fyldt med små skrøbelige børn, og det er derfor mange babyer du udsætter for smitte hvis du kommer på besøg når du ikke er 100% rask.

Fortsæt den gode stil med hygiejne og obs. på sygdom, efter udskrivelsen. Præmature er især de første par leveår, meget modtagelige overfor smitte. Sørg for at vaske hænder og spritte af, både når du ankommer på stuen mens familien er indlagt, men også efter de er kommet hjem. Sprit af, sprit af, sprit af.

10. Vær konkret og tag initiativ. Sig hellere ”Hvad siger I til at vi kommer igen på søndag kl.18 og tager aftensmad med?” end ”Nå, men I må sige til når I får tid til besøg”. Vær altid forstående overfor et afbud, også hvis det kommer i sidste øjeblik. Hvis du står med aftensmaden klar, så kør afsted alligevel og stil maden på familiens plads i køleskabet på afdelingen, og send en SMS til forældrene. Tænk over hvad familien kan have brug for, og tag det med til dem, uden for mange spørgsmål. Vær dog opmærksom på at forældrene ikke har meget plads i skabe og køleskabe. Pak helst maden i engangsemballage, der kan smides ud, så det ikke skal vaskes op og opbevares til du kommer på besøg igen.

Vores familie og venner var fantastisk dygtige til at navigere i den nye verden vi alle var havnet i. De støttede op, sørgede for at vi havde mad, tøj og de ting vi skulle bruge. De lyttede, stod klar med kram og en skulder at græde ud ved. De hjalp os med at male og gøre rent i vores lejlighed der skulle afleveres 2 uger efter Hector blev født, og henover vinteren hjalp de os med at komme på plads i vores nye hus mens vi var indlagt.

Læs også: 10 råd til nybagte forældre til en præmatur baby og Råd til personalet på Neo

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen