10 råd til nybagte forældre til en præmatur baby

1.Giv plads til at I håndterer krisen forskelligt. Der er flere grunde til at I kommer til at opleve tiden på Neonatal forskelligt, og dermed også flere grunde til at I kommer til at håndtere situationen forskelligt. Først og fremmest er der forskel på mor og far. Moderen til barnet har i tiden efter fødslen, et fysisk efterslæb efter fødslen. Måske har graviditeten været problematisk, måske har det være en meget svær fødsel. Derudover har kvinden en masse hormoner og et fysisk behov for at være tæt på barnet. Et behov der ikke altid kan efterkommes på tilstrækkelig vis. Faderen til barnet, har ofte et behov for at beskytte og ”fixe” situationen, både for mor og barn. Han kan derfor føle en ekstra stor afmægtighed over at være handlingslammet. Han kan derfor sætte gang i nogle ting, der i moderens øjne kan virke helt unødvendige. Moderen kan i så fald tænke: ”Er det virkelig vigtigt at tage hjem og få samlet puslebordet nu, når det ser ud til at der er adskillige uger til vi bliver udskrevet? Burde han ikke bruge al tiden her på stuen i stedet?”. Forsøg at tale sammen hver dag og sæt ord på jeres følelser, så I forstår hinanden bedre.

Husk på at I elsker hinanden og I vil gøre det bedste for hinanden og jeres baby. I stedet for at bebrejde hinanden for handlinger, ord og følelser der ikke er umiddelbart er forenelige, så forsøg at forstå. Gå ud fra at I begge gør hvad I mener er bedst i situationen, og hav respekt og forståelse for jeres forskelligheder. I har forskellige personligheder og forskellige erfaringer med i bagagen, så naturligvis kommer I også til at tackle dette på forskellige måder. Få en pause og frisk luft hver dag. En gåtur kan bruges til at tale om førnævnte punkt. Få gerne talt om alle de svære ting, men også gerne almindelige hverdagsemner. Det føles ofte rigtig rart, når noget helt normalt sniger sig ind i hospitalslivet. Med normalen er det også nemmere at der opstår samtaler og situationer hvor man får lyst til at smile eller endda grine.

2. Tag hjem og lad op. Det er svært, men vigtigt. Det er okay hvis du prøver og ikke har lyst. Men forsøg. Det kan føles forkert og unaturligt, men det er vigtigt at både mor og far forsøger at tage hjem og lade op. Uafbrudt søvn, og at trisse rundt hjemme i nattøj kan lappe mere på de slidte nerver, end man umiddelbart skulle tro. Sæt din yndlingsmusik på og lav noget almindeligt, så som at ordne opvasken, vaske tøj eller dans rundt i stuen! Endorfinerne vil gøre dig godt. Når du føler dig ked af det og synes det er svært at være væk, så husk at når du gør noget godt for dig selv, gør du noget godt for dit barn. Du kan vende tilbage med lidt fornyet styrke, og det vil i sidste ende være det allerbedste for dit barn. Tag gerne hjem sammen en gang imellem. Spørg den sygeplejerske du er mest tryg ved, om hvornår han/hun er på vagt igen, så I kan planlægge at tage hjem der. Hvis dit barn ikke er ”bemandet 24/7” på stuen, eller du er mest tryg ved at der er et familiemedlem eller en ven ved barnet, så få en du er tryg ved, til at komme og være ved barnet mens I er hjemme.

3. Ingen GOOGLE! Google er en genial opfindelse, men I dette tilfælde kan den din værste fjende. Hvis du har spørgsmål, så spørg personalet. Hvorfor google dig frem til hvad du har dygtige fagfolk der ved, lige ved hånden? Personalet kan hjælpe dig med svar på alt hvad du har behov for at vide, og de kan gøre det uden at sætte dig en skræk i livet over ting du ikke behøver at bruge energi på. Forsøg at være i nuet, og undgå at bekymre dig for meget om fremtiden. Tag problemerne som de opstår, i stedet for at læse om og frygte de mulige senfølger.

4. Brug tid sammen som par. Hvis det ikke er en kritisk periode for barnet, så er der sjældent planlagte behandlinger om aftenen og natten, og meget af denne tid sover barnet. Spørg sygeplejersken om hun vil kigge efter baby, mens I går ud og spiser. Om det er en tur i kiosken på sygehuset eller om det er til det nærmeste spisested, er ikke så relevant. Men det kan styrke jeres følelse af samhørighed, sørge for at I får talt sammen på en anden måde end I kan på stuen. Måske har I bare brug for en pause, og tale om andre ting? Hvis I har andre børn, kan kvalitetstid med dem gøre jer rigtig godt.

5. Udmalkning er et fælles projekt. Selvom det kun er moderen der kan malke ud, så er det et fælles projekt at sørge for at baby får modermælk i den første tid. Far kan hjælpe med at skolde malkesæt og skolde flasker. Han kan give baby sondemad, og sørge for at mor får nok væske, mad og hvile. Han kan give moderen skuldermassage og generelt være opmuntrende og forstående overfor den kæmpe opgave det er at malke ud. Samtidigt skal moderen huske på at man ikke kun er en god mor hvis man malker ud og efterfølgende ammer. Baby har brug for sin mor, og det er derfor moderens ypperste opgave at passe på sig selv. Hvis det dræner for meget at malke ud og/eller amme, så mærk efter om det er det rigtige for dig at blive ved.

6. Brug personalet. Især på de store afdelinger, kan man have uendelige mange forskellige sygeplejersker og læger tilknyttet. Det kan derfor føles uoverskueligt at man gentagende gange skal skabe en relation til en ny sygeplejerske. Det er dog således, at man får nogle primære sygeplejersker tilknyttet, som så vidt muligt vil være hos en når de er på vagt. Dog er det vigtigt også at forstå at det i høj grad også handler om kompetencer og bemanding, når der fordeles sygeplejersker på stuerne. Selvom det kan være hårdt at skulle dele ud af sine inderste tanker og følelser til fremmede, så husk på at personalet besidder erfaring og viden som er guld værd for dig. Og du kan vide dig sikker på at de har stor empati for dig og den situation du er i, og hvis det står i deres magt at foretage ændringer der kan hjælpe dig, så gør de det. Hav mod til at åbne dig, igen og igen. Det er hårdt, men det er dét værd.

Hvis der er sygeplejersker du ikke føler dig tryg ved, så tal med afdelingssygeplejersken. Din feedback vil være værdsat, og give mulighed for at forbedre situationen. Husk på at det er en arbejdsplads med ledere og medarbejdere, ligesom alle andre arbejdspladser, og din feedback er meget vigtig. Det hjælper lederen til at kunne styrke afdelingen og forbedre forholdene for både medarbejdere og patienter.

7. Lad være med at sammenligne. Forsøg at holde igen med sammenligningerne af andre familier og børn på afdelingen. Ligesom uden for Neonatalklinikken, så er alle forskellige og man skal ikke skue hunden på hårene. Det er naturligt at du kan føle at det er uretfærdigt at naboen har et mere raskt barn, har mere modermælk, har en sød lillebror der altid kommer forbi med lækker mad el. lign. Det er OK at have svært ved andres fremgang. Du er kun et menneske, og du reagerer blot på den svære situation du er havnet i. Giv dig selv noget slack, og sørg for at fejre de fremgange du selv oplever.

8. Læg mærke til de problemstillinger der pludselig bliver usynlige. Hvis der i flere uger eller måneder har været tale om den samme problemstilling i dit barns tilstand, og dette bliver løst, så fylder det pludselig ikke længere i hverdagen. Andre problemstillinger kommer til at fylde i stedet for, og nye kommer måske til. Her er det en god idé at huske de problemstillinger der ikke er relevante længere. Det betyder at I har overvundet dem, og er kommet videre. Det skal fejres og huskes! De små og store fremgange er de letteste at overse i en verden hvor der er fokus på at løse de aktuelle problemstillinger, men det er dem der er blevet løst man kan glædes over. De kan bære jer igennem og få jer til at se fremgang og holde optimismen oppe. Hvis det hjælper jer, så skriv alle sejrene ned og tal med jeres familie og venner om dem.

9. Skam dig ikke over dine tanker og følelser. I denne situation bliver du tvunget til at se dæmonerne i øjnene, og forholde dig til meget svære problemstillinger. Derfor skal du ikke skamme dig over dine tanker, lige meget hvor mørke eller egoistiske de kan virke som. Brug psykologen, hvis der er tilknyttet en på afdelingen. Hvis ikke, så spørg personalet eller din familie om de kan hjælpe med at finde en til dig. Det kan føles overflødigt at gå til psykolog hvis du ikke ved om dit barn vil overleve, men som en investering i at du selv skal overleve, er det vigtigt at du tager ansvar for at tale med en psykolog der kan hjælpe dig i forløbet, og meget gerne også efterfølgende.

10. Mærk efter dine følelser. Det sidste råd har jeg fået af en dygtig psykolog der kender til neonatal livet, og til de ting forældrene gennemgår under en indlæggelse. Rådet er, at når du kommer hjem er det vigtigt at mærke efter og huske at de følelser man har er ok. Hvis du pludselig føler dig ked af det, vred eller modløs, så er det ok. Tal med dine nære om det, og giv dig selv plads til at føle som du gør. At blive udskrevet er ikke en mirakelkur. Hvis dit barn blev et englebarn, vil jeg anbefale dig at kontakte Landsforeningen for Spædbarnsdød. Det er uforpligtende, og de vil blot starte med at fortælle dig om hvilke tilbud de har til forældre der har mistet. De kan hjælpe dig videre, selvom det føles håbløst. Tag imod hjælpen fra nogen der forstår hvad du går igennem. De er super dygtige og har hjulpet mange forældre før dig. Hvis du bliver udskrevet med dit barn, kan du opleve at du føler dig ængstelig efter at have dygtigt fagpersonale omkring dit barn hele tiden, og nu er ”alene” derhjemme. Måske du føler at dit barn ikke blev som du havde forestillet dig? Måske du føler skyld? Alle disse følelser er helt normale. Mærk efter om du har behov for at tale med en psykolog efter du er kommet hjem. Vær opmærksom på PTSD, angst eller depressionstegn hos jer begge.

Vær også ekstra opmærksom på hvordan faderen har det efter hjemkomsten. En efterreaktion vil ofte ramme efter hjemkomsten, og her kan faderen helt pludseligt reagere. Forestil dig at han har forsøgt at holde sammen på familien under indlæggelsen, og når der så er ro på derhjemme, får han mulighed for at reagere.

Hvis du er i tvivl om du har behov for psykologhjælp, er det sikkert en god idé. Du kan betragte dig selv som en såret kriger der er hjemvendt fra et stort slag. Gør alt hvad der skal til for at du heler igen, og for at du kan lægge indlæggelsen bag dig som et afsluttet kapitel. Du vil altid bære det med dig, men nu starter livet efter neonatal og din mulighed for at hele sårene. Det blev ikke som du havde forestillet dig, men jeg er sikker på det var det hele værd alligevel.

Læs også: Råd til Personalet på Neo og 10 råd til pårørende til indlagte på neonatal

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen