Kom vi mon hjem til jul?

Jeg skylder nok en opdatering, da der er sket så meget indenfor de sidste par uger. D.19/12 forsøgte vi at tage iltkateteret fra Hector, for at se om han kunne klare den uden. Testen gik ikke så godt, men det var muligvis fordi han havde fået lavet en øjenundersøgelse nogle timer forinden.

Håbet om at komme hjem til jul, blev derfor dæmpet og jeg begyndte at forberede mig på at være OK med at fejre jul på den triste hospitalsstue. Torsdag d.21/12 forsøgte vi med testen igen, og denne gang gik det som smurt. Hector viste sig endnu engang fra sin vilde fighter side og slap ilten! Der var pludselig snak om at udskrive os dagen 1-2 dage efter. Om aftenen overtog Martin for mig, og jeg tog hjem for at forsætte forberedelserne til Hectors hjemkomst. Denne gang i vores nye bil, som Martin havde hentet samme dag. Jeg synes det var ærgerligt at vi ikke kunne hente den sammen, og jeg synes det var underlig følelse at skulle ud at køre i sin nye bil første gang, men først at skulle få forklaret hvor den holder parkeret på sygehusets parkeringsplads. Ligegyldigt ville nogen sige, men jeg ville have synes det var fedest hvis vi havde kunnet hente den sammen. Når man har haft en så lang kavalkade af dårlige oplevelser, så higer man efter gode oplevelser. Og to køreglade tosser der skal afhente deres første nye bil sammen, er en positiv oplevelse som vi desværre måtte være foruden. Om aftenen hjalp min søster til med at gøre rent i huset, installere autostol og rydde op. Da vi var ved at være færdige for dagen, ringede Martin kl.21.30 og fortalte at det stadig gik super godt med Hector og at vi ville blive udskrevet dagen efter! En RS vaccination til babyen og et genoplivningskursus til forældrene, så kunne vi køre hjem med ham. Jeg blev lykkelig for opkaldet, og selvom vi lige havde indstillet arbejdet for dagen, så kløede vi på igen derhjemme. Når man får en lille fyr hjem der ikke må udsættes for bakterier osv., så er der meget der skal gøres i et hus der ikke er blevet pakket ordentligt ud og har været mere eller mindre ubeboet i over 4 måneder.

Da jeg morgenen efter kørte mod sygehuset, var jeg fuld af tanker, forventninger og lykke. Jeg havde så længe håbet på at blive udskrevet før jul, og da nummeret High Hopes af Panic! At The Disco, spillede i radioen, blev min klump i halsen til store tårer i øjnene. Tænk at det jeg havde gået og set frem til i alle de måneder var i dag!

Da jeg nåede frem til hospitalet, kunne jeg tage over for Martin der ikke havde lukket et øje hele natten. Hector havde haft ondt i maven, og havde været urolig. Jeg tog Hector op, og stod som altid foran vuggen med ham i armene, og gyngede lidt frem og tilbage på stedet. Da jeg havde stået der i noget tid, gik det op for mig at han jo ikke var koblet til ilt eller monitorering. Jeg kunne derfor bare gå rundt med ham som jeg havde lyst til! Jeg gik hen til vinduet, og mens jeg stod og kiggede ud over tagene på de huse der ligger i villakvarteret bag Roskilde sygehus, blev jeg rørt. Rørt over at jeg for første gang nogensinde kunne tage min søn op i armene og gå frit omkring med ham. Tænk at han har været her hos os i 4 måneder og jeg har aldrig frit kunne tage ham op og gå længere væk fra vuggen med ham end 50 cm. Og tænk at det ikke bare er en selvfølge at jeg har kunnet det. Og tænk hvilke muligheder det giver at kunne gå frit rundt med ungen!

Siden da er dagene gået ligeså hurtigt som jeg tænker at det går for enhver nybagt lille familie. Hector har fortsat haft ondt i maven og vrøvl med tarmene, så som så mange andre der bor sammen med et spædbarn, så er søvn en by i Rusland. Men vi er lykkelige over at have fået ham med hjem, og det lapper på det værste af søvnmanglen.

Status lige nu efter nytår er at Hector holder sig perfekt uden ilt, han vokser og det er tydeligt at se at han er ved at blive en rigtig lille baby. Hvis man ser bort fra sonden i næsen og et kæmpe sørøver ar hen over maven, så kan man ikke se på ham at han er født så meget for tidligt. Vægten siger 4 kilo, og han er præcis hvor han skal være i sin udvikling. Dvs. på niveau med et nyfødt på cirka 1 måned. Fremtiden er endnu uvis, og vi må derfor opdage i løbet af de næste år, hvilke senfølger han kommer til at døje med. Prognosen ser umiddelbart god ud, og resten tager vi hen ad vejen 😉

Jeg tror at de fleste der har været indlagt med deres barn i en længere periode, oplever en form for vakuum når de kommer hjem. Jeg synes det er vidunderligt ikke at være indlagt længere, og nyder den frihed det giver. Samtidigt savner jeg teamet på Riget, og den tryghed og omsorg det gav at være omringet af et topprofessionelt team 24/7. Både til at indgå i vores team Hector og alt der omhandler hans pleje og udvikling, men også folk der drager omsorg for en, på en måde der er svært at genskabe hjemme. Hvem har en sød sygeplejerske til at sige ”Oij, din stakkel, det er ikke meget søvn du får da. Jeg synes du gør det så godt!”, når man står op får 117. gang på samme nat. Måske folk med Au-Pair? 😊

Vægtskålen tipper dog så kraftigt til hjemmets side, at der ikke er nogen tvivl om at jeg gerne bytter hospitalslivet ud med hjemmelivet anytime, men jeg skal alligevel vænne mig til at det liv jeg har levet de sidste måneder nu er slut. Martin er startet fuldtid på arbejdet igen efter nytår, og jeg er alene hjemme med Hector. Så nu begynder barselslivet. Dog med besøg på sygehuset og til fysioterapeut hver uge, og med en lille fyr der ikke må komme ud, men ellers et forholdsvist normalt barselsliv. Der er intet der føles normalt længere, men endelig føles livet godt! Og hvor har vi ventet længe på det 😊

Hector til jul hos Farmor og Farfar! Stor nok til at kunne passe sit jule outfit i størrelse 50.

1 kommentar til “Kom vi mon hjem til jul?”

  1. Hej Sara. Jeg er rigtig glad for at du kan bruge det til noget. Jeg håber din datter har det godt i dag. 1000 tak fordi du skrev. /Ida

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen