Fra Rigshospitalets GN 5023 til Roskildes C74

Overgangen fra Riget til Roskilde

De sidste par uger har været lidt specielle, da vi størstedelen af tiden har passet os selv på det vi kalder for ”Udslusningsstuen”, nemlig Stue 14 på GN (Som Rigets Neonatal afdeling hedder).

Hector er nu så rask at han kun får en smule medicin, en smule ekstra ilt og han er ved at lære at spise selv uden sonden. Han er stadig en lille fyr, der har brug for en masse hjælp, men efterhånden er denne hjælp en hjælp vi selv kan give ham. Han vejer 3471 gram, hvilket betyder at han officielt har firedoblet sin fødselsvægt! Han er 52 cm lang, og minder mest af alt om en helt almindelig nyfødt baby. Hvis man ser bort fra iltbrille, sonde og et kæmpe ar på maven der ville gøre den mest hærdede pirat død-misundelig. Det betyder også at vi på papiret har en helt normal lille fyr, og at vi skal til at være forældre uden hele hospitals halløjet ved siden af. Det er derfor rigtig fint at vi er i en form for udslusningsforløb, hvor det er os der klarer al plejen, men alligevel har hjælp til de ting der hører sig ilt, sonde og tarmproblemer til. Det kan dog være svært at finde ud af hvad der er problemer som børn født til tiden også har, om det er fordi han er født ekstremt for tidligt eller om det er et helt særligt Hector fænomen. Det er oftest en mavefornemmelse der giver svaret, og det er ikke altid at sygeplejersker eller læger har svar. Når man ikke har haft en nyfødt eller en præmatur før, så er det ofte svært at vide hvor man skal finde grunden til problemet. Men vi prøver os lidt frem, og heldigvis har vi haft lang tid til at lære ham at kende, så for det meste så holder mavefornemmelsen stik.

Det er tydeligt at Hector er en baby der har brug for rigtig meget ekstra tryghed. Han er gået glip af en masse tid i maven, og derfor har han bedst ro når han hænger i armene på Martin eller jeg. Helst på brystet eller på maven, og helst hele tiden. Vi har gentagende gange hørt at man de første år skal sørge for at give de præmature børn ekstra nærhed, tryghed og kropskontakt. Så vi forbereder os på at have ham hængende på os det næste lange stykke tid. Og selvom det i visse situationer kan være ret besværligt, så føles det også virkelig fantastisk. For tænk at han stadig er her. Tænk at han klarede den, og at man kan mærke hans lille hjerte slå imod ens eget når han ligger hos en. Det er en vild følelse, og jeg tror aldrig hverken Martin eller jeg glemmer taknemmeligheden over hvor heldige vi er.

På Stue 14 på Riget trak det til sidst tænder ud, med at være der. Det føles mest af alt som om vi passede ham som vi ville gøre derhjemme, bare på hospitalet. Pga. ekstra ilt, SAT måler (Der måler iltmætningen i blodet), og sonde, ville det være besværligt at have ham hjemme. Men at være på hospitalet er også besværligt i sig selv, så regnestykket begynder at gå mindre og mindre op.

Det var derfor med blandede følelser at vi fik afvide at vi ville blive flyttet til Roskilde. Vi havde hele tiden fået afvide at vi ikke ville blive flyttet til Roskilde, og vi troede derfor at vi skulle blive på Riget lidt endnu og derefter blive udskrevet til hjemmet. På den ene side var det et kæmpe plus at komme tættere på hjem, på familie osv. Og at komme til en neonatal afdeling der er mere fredelig, med mere plads og mindre strikse regler. Men på den anden side virkede det enormt uoverskueligt at skulle lære en ny afdeling og et nyt personale at kende. Og desuden var vi blevet vant til at være på Riget. Vi kendte hele personalet og var hjemmevante på afdelingen. Så at skulle væk herfra, føltes kun godt hvis det var fordi vi skulle hjem.

Da det endelig var tid til at skulle afsted, var det vemodigt at skulle sige farvel. Vi har lært en hel masse gode mennesker at kende, og der var utrolig mange som vi havde svært ved at sige farvel til.

Overgangen til Roskilde var rigtig svær. Her er så anderledes end hvad vi er vant til. Her er meget mere stille end vi er vant til, og da vi passer Hector selv, kan vi ikke være andre steder end på stuen fordi vi ikke kan høre ham hvis vi går ud. Vi må derfor bare håbe at han ikke er ked af det når vi er ude for at skolde sutteflasker, varme mælk eller er på toilettet. Alt i alt et hastværk når man er væk, og en stressende situation for os, men også for ham hvis han vågner og er utryg mens vi er væk.

Jeg er meget klar til at komme hjem, også hvis vi kommer hjem med ilt og sonde den første tid. Det har så længe føltes som om det ville være det rigtige for både ham og os. At slippe mellemstationen og lande derhjemme. Jeg ved at det bliver rigtig hårdt at komme hjem, men det kommer det til at være lige meget hvornår vi kommer hjem.

Jeg ved ikke om jeg tør at tro på at vi kommer hjem inden jul, men håbet lever endnu!

3 kommentarer til “Fra Rigshospitalets GN 5023 til Roskildes C74”

  1. Det er så dejligt, så dejlig og så lige- endnu mere dejligt, at det går så godt med Hector. Jeg vågner nogle gange om natten og må knibe mig i armen, jo, den er god nok- han klarede den! Jeg har været så helt ufattelig bekymret, i så lang lang tid. Og så nu – intet jeg slå mig ud! Jeg er så glad, så glad og så lige- endnu mere glad!
    Martin og Ida er de bedste og sejeste forældre noget barn kan ønske sig. Så selvom den lille prut til Hector besluttede sig til at ankomme så alt alt for tidligt, så har han alligevel haft overskud nok til at ønske sig netop de 2 som forældre.
    Alt i alt en kvik fyr, og en figther ud over det sædvanlige.
    Mormor er stolt❤️

  2. Julie fra Martins folkeskoleklasse

    Hej søde Hectors mor
    Sikke fin han ser ud, den lille mand.
    I har måske allerede overvejet følgende, men jeg kom sådan til at tænke på, om I kunne gøre brug af en babyalarm, når I forlader stuen? Sådan en skal I jo sikkert bruge, når I kommer hjem alligevel? (Vi har alarm fra neonate, og de har virkelig god rækkevidde).
    Bare en tanke. Alt det bedste herfra!

    1. Hej Julie,
      Det er en god idé, men grundet det tekniske udstyr på afdelingen så må man desværre ikke bruge en babyalarm. Det kunne ellers have været super smart!
      Tak for tanken, det var rigtig sødt af dig 🙂

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen