Årets udmalker – Om at have den ultimative støtte

Vi flyttede fra Riget i onsdags (Mere om det i et andet indlæg), og i den forbindelse fik vi en masse feedback fra både læger og sygeplejersker. Flere af dem sagde at vi var de sejeste forældre de havde oplevet!

Rigtig mange af dem komplimenterede os for den måde vi støtter hinanden på, og hvordan vi helt fra starten af har været et team. Team Hector 😊

Det fik mig til at reflektere over hvad det er der gør at vi er så stærke sammen, og hvordan det egentlig er lykkes os at komme igennem denne tid uden at rive hovederne af hinanden? Når man er så søvnberøvet og presset både fysisk og især psykisk, så er det nemt at lade det gå ud over den der er nærmest en. Men samtidigt er det den samme person som forstår præcis hvordan du har det. Og det kan være en forbandelse og en gave på én og samme tid. Mit bud er, at når man er frustreret over ens bedre halvdel, så hjælper det at vende spejlet indad. Hvordan har han/hun det lige nu, i den svære situation vi er i? Hvad er det der frembringer disse følelser? Pludselig får man øjnene op for hvorfor ens partner reagerer sådan. Måske er det ikke den samme reaktion som man selv har, men ikke desto mindre er den præcis lige så rigtig som ens egen. Jeg har nogle gange været så ked af det at jeg har været helt umulig og helt fra den. Og i den situation har jeg været taknemmelig for at Martin har været der for mig, i stedet for at lade mig stene ved daggry. Selvom det sidst nævnte faktisk var det jeg mest fortjente.

Jeg har engang hørt noget, som jeg tror kan være et godt mantra når man bliver frustreret over ens bedre halvdel. Det lyder således: “Elsk mig mest, når jeg fortjener det mindst, for da behøver jeg det mest.”

Den virker egentlig også på resten af de folk man omgås i ens dagligdag. Ham der står og råber ”HAAAALLO! HVORFOR FANDEN ÅBNER I IKKE EN KASSE MERE? DU KAN JO SE AT VI ER 4 DER STÅR I KØ?”, nede i Netto. Er han en kæmpe klaphat? Ja sikkert, men måske han egentlig bare er en presset mand der har brug for et kram. Jeg opfordrer ikke til at man går over og krammer et nærmeste fjols i Netto, den beslutning må stå for egen regning. Det kunne jo være han bare er skingrende psykopat, og så er det umiddelbart en skidt idé😉 Men tænk over det hvis du har en nabo eller en kunde der opfører sig helt balstyrisk. Ikke at det er carte blanche til at folk kan opføre sig som de vil, men bare en idé til hvordan man kan forsøge at bevare sit positive mindset. Og stakkels dem, men heldigvis er det ikke 24/7 du skal høre på deres blahblahblah.

Det jeg egentlig satte mig for at skrive om, var titlen som ”Årets Udmalker”. Og om jordens sejeste nybagte far. Fortællingen starter helt naturligt da Hector bliver født. Når man føder så tidligt, så er kroppen ikke klar til at skulle brødføde et barn. Barnet er heller ikke klar til at spise selv, og det får derfor mælk gennem sonde til det har kræfter nok til selv at spise. Man skal derfor kæmpe for at få udmalkningen til at fungere. For mit vedkommende betød det at jeg hver 3 time døgnet rundt, skulle malke ud. Det var en forfærdelig oplevelse for mig, grænseoverskridende og ubehagelig. Jeg havde det rigtig svært ved at skulle sidde til frit skue og malke ud. Det skubbede rigtig meget til min blufærdighedsgrænse, og det var virkelig ikke rart. Samtidigt vidste jeg at Hector kæmpede for sit liv, og det bedste jeg kunne gøre for at han klarede den, det var at ligge hud mod hud så ofte som muligt, og at give ham min mælk, da han på denne måde ville få næring der var customized til ham. De første dage lå jeg oppe på barselsgangen, og når jeg havde malket ud måtte jeg derfor gå ned til Hector for at give ham de få dråber det var blevet til. Jeg husker den første nat hvor jeg måtte gå rundt på barselsgangen midt om natten for at finde en ledig malkemaskine. Jeg så ingen malkemaskiner, men til gengæld så jeg en masse fine tykke lyserøde nyfødte babyer, og deres mødre der så trætte, ømme og lykkelige ud. Mens jeg selv følte mig dybt ulykkelig, voldsomt bange og helt forvirret. Da jeg endelig fandt en malkemaskine skulle jeg samle et malkesæt. Jeg huskede at sygeplejersken, der tidligere havde vist mig malkekøkkenet,havde introduceret malkesættet hurtigt med beskeden ”Du skal ikke tænke over hvordan man gør, fordi man kan ikke gøre det forkert. Det er så nemt”. Og selvfølgelig kunne jeg ikke finde ud af at samle det åndssvage malkesæt. Jeg følte mig helt tom i hjernen, og græd helt opgivende mens jeg stod der og fumlede med sættet. Udmalkningen resulterede i én enkelt dråbe, som jeg samlede op med en vatpinde og gik ned med til Hector. Præcis som jeg var blevet instrueret i. Vatpinden fik han ind i munden, og da han havde tygget lidt på den, gik jeg op i seng igen. Mens jeg følte at jeg var blevet kørt over af en damptromle og hængt til tørre.

Jeg kæmpede døgnet rundt i flere måneder, og selvom jeg fik og fulgte alle råd fra Rigets malkeguru Ragnhild, så kunne jeg ikke producere nok mælk til Hector. Han var dog så syg i mange perioder at min mælk slog til, men da han endelig blev rask steg hans behov, og samtidigt fik jeg brystbetændelse. Det resulterede i at jeg stoppede med at malke ud, og Hector er nu officielt blevet et flaskebarn. Før dette skete, nåede jeg dog at blive udnævnt som ”Årets Udmalker”, af mine søde mand 😊

D. 17/11 var jeg ved at samle et malkesæt (Det fandt jeg siden ud af hvordan jeg gjorde. Hvilket var heldigt, fordi jeg nåede at malke ud 812 gange), kom koordinerende sygeplejerske ”J” ind af døren med Martin i hælene. Hun begyndte på en officiel tale, der lød sådan cirka sådan: ”Ida. I dag er det en meget speciel dag. Det er World Prematurity Day, og det er også dagen hvor vi udnævner Årets Udmalker. Og med din kæmpe store indsats og ihærdighed, er det mig en stor glæde at overrække prisen til dig”! Da hun havde færdiggjort sin lille tale, tog Martin en pokal frem som han havde gemt bag ryggen. Han havde bestilt den på nettet, og havde shanghai’et ”J” til at komme og overrække den til mig. Jeg blev virkelig glad for den gestus og den tanke der lå bag, og mens vi alle sammen grinede over det skøre og søde påfund, så følte jeg mig helt varm og glad indeni. For hvad er bedre end når folk virkelig ser én når man kæmper en brav kamp? En af vores faste sygeplejersker ”S”, sagde efter følgende at det var det sødeste hun nogensinde havde set på afdelingen i hendes 30 år som sygeplejerske. Og denne bemærkning kunne Martin leve længe på, og gjorde mig ekstra stolt af ham – Verdens bedste mand!

Og det er han virkelig. Tørrer mine tårer bort, holder sugerøret og glas når jeg drikker mens jeg ligger hud mod hud med Hector, går 2 km i mørket hver eneste aften ved midnat for at stille p-skiven og hjælper mig med at se lyspunkterne når vi endnu engang har fået dystre beskeder fra lægerne. I næste uge er det 18 år siden vi mødte hinanden første gang, og det er absurd at tænke på hvor meget vi har oplevet sammen. At vi ikke ved hvordan fremtiden med Hector bliver, og hvor sensitiv den lille fyr viser sig at være, er svært. Men med Martin ved min side, er jeg sikker på at vi nok skal finde ud af det. Vi kan jo åbenbart klare alting, så mon ikke vi kan klare et liv med en sensitiv dreng og hvad der måtte følge med det? Selvfølgelig kan vi det!

Kudos til dig hvis du nåede helt til slut i dette følelsesmæssige fløde-indlæg. Men det er sådan det er, det der kærlighed. Ik’? 😊

Ps. Mit hjerte havde det fint. Der var en kardiolog der havde kigget forkert. Så ingen ko på isen! Hvis du ikke aner hvad jeg mener, så kan du læse indlægget her: http://micropreemie.momster.dk/2018/12/02/frisk-hector-syg-mor/

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll til toppen